• Business-update: Bankchefer overraskede over nem ombytning af tusindkronesedler

    ソース: BDK Finans / 22 1 2024 08:55:23   America/Chicago

    Kære læser Velkommen til mandagens Business-update fra Berlingske i en uge, hvor sagen om Nordic Waste og jordskreddet i Randers uden tvivl kommer til at dominere overskrifterne – også her på Berlingske. Politikerne står i kø for at få taget billeder ved jordskreddet og skælde ud på ejerne. I dag var turen kommet til statsminister Mette Frederiksen (S). Læs vores portræt af Torben Østergaard-Nielsen, rigmanden bag Nordic Waste fra i weekenden lige her. Og læs erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksens kommentar om, at det også er på tide at stille kritiske spørgsmål til myndighedernes ageren op til katastrofen. Men der gemmer sig også andre historier i nyhedsbilledet. Vi starter hos branchemediet FinansWatch. #1 - Gnidningsfri ombytning af tusindkronesedler overrasker banker Det forløber indtil videre stort set problemfrit for landets banker at håndtere opgaven med at modtage kunders tusindkronesedler, efter det blev offentliggjort, at sedlen snart er fortid. Det viser en rundspørge, som mediet FinansWatch har foretaget hos en række bankdirektører. »Jeg havde forventet en masse alarmer, men vi må melde hus forbi. Jeg har ikke hørt om atypiske eller trælse situationer med kunder, der ikke har kunnet forklare sig,« siger Per Munck, der er administrerende direktør i Skjern Bank, til FinansWatch. Den 30. november sidste år annoncerede Danmarks Nationalbank, at tusindkronesedlen vil være fortid fra 31. maj 2025. #2 - Salg af nordjysk virksomhed kan forgylde ejere De to nordjyske forretningsmænd Kim Jensen og Henrik Stæhr har solgt deres virksomhed Airmaster og står til at kunne score over en milliard på salget, skriver Nordjyske. Airmaster, der har hjemme i den nordjyske by Aars, laver ventilationsløsninger og er blevet solgt til den svenske virksomhed Lindab AB. »Der var stor interesse for at købe os,« siger den ene ejer Kim Jensen til Nordjyske. Salgsprisen landede på 650 millioner kroner. Men derudover kommer muligheden for at yderligere 400 millioner kroner i bonus til de to stiftere, hvis en række mål for 2024 og 2025 nås. #3 - National­banken advarer: Inflations­presset kan stige igen Selvom inflationen de seneste måneder er styrtet ned, betyder det ikke, at vi kan vinke farvel til inflationspresset. Sådan lyder det fra Nationalbankens vicedirektør Thomas Harr i Børsen. Ifølge vicedirektøren er der risiko for, at danskernes lønhop vil smitte af på priserne, fordi virksomhederne vil sende regningen for de stigende lønomkostninger videre til forbrugerne. »Vi forventer, at inflationen kommer til at stige i år i forhold til det nuværende niveau,« siger Thomas Harr til Børsen. Tre uundværlige fra Berlingske Business Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi mener du bør læse: A: Hun var dronning af branchen, men fik nok af hamsterhjulet. Nu vinker hun farvel til høj direktørløn og laver drastisk karriereskift Dronningen af influencerbranchen Pernille Caroline Lotus har på egen krop mærket konsekvenserne ved hele tiden at skulle levere. I et interview med journalist Trine Vester og fotograf Rune Øe åbner hun op om en »hård« branche, sine mørkeste dage i livet og den lyse fremtid, hun ser ind i. Læs med her. B: Nye boligskatter giver John en større regning end naboerne John Tyrrestrup undrer sig over, at hans lejlighed har fået en højere grundværdi end en tilsvarende lejlighed på en anden etage. Men sådan skal det være, svarer Vurderingsstyrelsen. Det er bare en ny måde at gøre det på. Journalist Povl Dengsøe med historien. Læs med her. C: Topchef vil ikke tvinge ansatte ind på kontoret: »Tiden er inde til at gentænke, hvad den fysiske arbejdsplads skal« Under coronanedlukningen indså Rikke Lykke, som administrerende direktør i ejendomsselskabet DEAS, at hjemmearbejde blev uundværligt. Og så tror hun på, at der især er én ting, man som leder skal huske på, hvis man vil holde fast i sine ansatte. Læs med her. Tak for at læse med – og fortsat god mandag! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-bankchefer-overraskede-over-nem-ombytning-af
シェアする